Voksne

  • Sofie Kragh-Müller: Hvordan man slipper væk

    248,00 kr.
    1. En udviklingsroman uden udvikling. 
    2. En road-movie uden bevægelse. 
    3. Et ønske uden håb. 
    4. En kærlighedshistorie uden kærlighed. 
    5. En drøm uden indhold. 
    6. En roman fuld af sukkerroer, vaniljekranse og dødelige liljekonvaller.

     

    Sofie Kragh-Müller er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og romandebuterede i 2013 med Profetens datter (Tiderne Skifter).
  • Sophie Elkan: Drømmen om Østerland

    248,00 kr.

    Den unge svenske kvinde Stina Brenner møder under et ophold på Nääs Slot og Seminarium en ung egyptisk skolelærer, Saïd ben Ali, der er sendt til Europa for at tilegne sig europæisk tankegang og skik, som han skal bringe til Egypten. Øjeblikkeligt opstår en særlig forbindelse mellem de to. Men Stina Brenner må helt til Cairo for at finde ud af, om relationen hører til i drømmenes Østerland eller i virkeligheden. 

    Drømmen om Østerland er en betagende roman om kulturmøder, fordomme og drømme om reformer og frigørelse. Egyptens frigørelse og kvindens.
    Sophie Elkan (f. Solomon, 1853-1921) var svensk oversætter og forfatter. I nyere tid har hun stået i skyggen af sin veninde og rejsefælle Selma Lagerlöf, skønt Elkan omkring år 1900 var en skattet og succesfuld forfatter. Elkan og Lagerlöf rejste i 1899-1900 sammen til bl.a. Egypten og Palæstina, hvorefter Drømmen om Østerland udkom i 1901.
    Sophie Elkan var niece til ejeren af ejendommen Nääs, hvor første del af romanen udspiller sig, og tilbragte der sammen med Lagerlöf 22 somre (Nääs beskrives tillige indgående i Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, kap. 52).
  • Steen Hildebrandt: Astronautens blik

    250,00 kr.
    En samling klummer fra en af landets skarpeste skribenter og debattører:
     

    ”Lederskab er at se fremtider, vælge hovedretning, prioritere, kommunikere og danne netværk, det er at have overblik og mod til at se og gøre nyt” -Steen Hildebrandt

     
    Konfronteret med overskrifter om flygtninge, religionskonflikter, klimaproblemer, politikervælde og fødevaremangel gribes vi ofte af svimlende magtesløshed, men Steen Hildebrandt formår med sine rolige analyser at indgyde konstruktiv optimisme - få kan som Steen Hildebrandt sætte fingeren på samfundsmæssige problemer, forvandle dem til potentialer og tænke dem konstruktivt ind i fremtiden.
  • Steensballe, Serup (red.): Lilian ser

    50,00 kr.

    Lilian ser er et festskrift (eller med et sjovere udtryk: HURRA-bog!) udarbejdet til illustrator Lilian Brøgger i anledning af hendes 70 års fødselsdag med bidrag af ca. 40 kollegaer fra den danske billedbogsverden.

    Lilian Brøgger er en institution i den danske børnelitteratur og visuelle fantasi. Siden debuten i 1975 har hun tegnet hundredvis af smukke, spændende og vilde bøger, i Danmark og i udlandet. Hun har uddannet generationer af andre tegnere og grafikere igennem sit virke på Designskolen i Kolding, og hendes arbejder har i årtier haft indflydelse på snart sagt alle læsere af børnelitteratur.
  • Steffen Larsen: Bogen er løs!

    269,00 kr.

    Værsgo! Læseinspiration til børn og unge – og ikke mindst deres voksne og da også gamle – fra en af Danmarks mest garvede anmeldere:

    ”Den første bog jeg tændte på, var Robin Hood. Min mor gav mig lov til at pjække fra skole, fordi jeg måtte læse bogen færdig. Siden er jeg blevet tændt af mange bøger. Det er ikke nødvendigvis de allerbedste. Men de har tændt mig. Sådan er det med bøger. Så her er min helt egen pjækkebogliste,” skriver Steffen Larsen i bogens forord. 
    Undervejs møder læseren hundredvis af forfattere og tegnere med alle deres frit flyvende fantasier. Men Harry Potter eller Alice møde man ikke, ligesom brødrene Løvehjerte også rider udenom. Dem kender man sikkert i forvejen. Til gengæld er her 79 nedslag i historier for børn og unge (og alle andre) om skønhed, sorg og salighed. En redningskrans til tiden. Mens tid er. Et lærketræ. Et vibeskrig. En lille sang om frihed. 
  • Stephan Grabowski: Engle i mit cockpit

    289,00 kr.

    Engle i mit cockpit er en personlig beretning om at bygge musikalske broer mellem mennesker på tværs af kulturer og sprogbarrierer. Om som musiker at træde ud af sin angelsaksiske comfortzone og indånde den musik, som 75 procent af verdens befolkning lytter til. Om musikkens uovertrufne, kommunikative kraft. 

    Som tre-fireårig hører Stephan Grabowski hver dag med sin morbror (en meget ung Jess Ingerslev) ”Peppes” – Sgt.Pepper’s Lonely Hearts Club Band – og fra da af er der ingen vej tilbage. Vejen snirkler sig tværtimod smidigt rundt om en barndom i Kenya, hvor lydsporet bliver udbygget med stammetrommer, omkring inderkredsen af den danske rockscene og samarbejdet med bl.a. Lars H.U.G. og Love Shop samt en række soloudgivelser, videre ind i hjertet af Bombays Bollywood-branche, derfra ud i Pakistans mystiske Sufi-musik og helt til Etiopiens skrøbelige, men spillevende musikscene.    
    Stephan Grabowski (f. 1964) er sangskriver, teaterkomponist, trommeslager, sanger, producer og arrangør, og har siden 2007 arbejdet internationalt med musikere og producere i bl.a. Mumbai, London, Addis Ababa og Islamabad.
  • Susan Abulhawa: Det blå mellem himmel og hav

    298,00 kr.
    En roman om stærke kvinder i Gaza - området som i en årrække har været besat af Israel.
     
    The Independent skrev bl.a.: "Dette er en gribende og dybt bevægende roman ... Abulhawas prosa er lysende."
     
    Romanen er solgt til udgivelse i mere end 20 lande - og kommer nu også på dansk.
     
    "Det blå mellem himmel og hav" er skrevet af palæstinensisk-amerikanske Susan Abulhawa.
  • Søren Jessen: Luftkasteller

    289,00 kr.

    "En fascinerede og dragende fortælling, der ikke er til at lægge fra sig" Dansk Bibliotekscenter

     

    "Endnu et pletskud fra det lille forlag, Jensen & Dalgaard ... en nordisk inkarnation af den japanske forfatter Haruki Murakami ... LUFTKASTELLER er kvalificeret (u)hyggelæsning til de lange vinteraftener." Christian Møgeltoft, Jyllands-posten

     

    "Tilværelsens forunderlige absurditet lever i bedste velgående i romanen, og med mættede detaljer og en særlig sans for poesi tager forfatteren os i hånden og fører os fra stemning til stemning." Alt for damerne

     

    Virtuos og original roman om ensomhed, forløsning, kærlighed og håb - det, der holder sammen på alt ... også luftkasteller.

     

    En forsvunden boghandler, et jordfaldshul midt i byen og en revne i et fundament er sammen med krøllede håb og en (nyre)sten i lommen nogle af de elementer, der virtuost mødes i denne originale roman af Søren Jessen.

  • Taha Hussein: Dagene

    300,00 kr.


    Taha Husseins storværk Dagene foreligger endelig på dansk. 

    Kultforfatteren Taha Hussein (1889-1973) var en af de mest indflydelsesrige intellektuelle i den egyptiske renæssance og modernismen i Mellemøsten. Dagene er en litterær selvbiografisk tredjepersons-fortælling om drengen, der bliver blind som treårig, men trods ydre mørke finder indre lys til at uddanne sig, først i Cairo – hvor han bevæger sig fra dem, der går med turban, til dem der går med fez, fra de skrifttros skole til det nyåbnede universitet. Hussein blev bl.a. undervisningsminister og Egyptens fremmeste eksponent for oplysning og litterær dannelse.   
    Når Dagene har opnået klassikerstatus, skyldes det ikke mindst, at selvbiografien er charmerende fortalt i tredje person og tillige rummer et litterært udtryk for sansningen og erfaringen af verden som blind. Taha Hussein ses stadig i dag en af de mest anerkendte og indflydelsesrige arabiske forfattere, og blev nomineret til Nobelprisen 14 gange; Naguib Mahfouz, der modtog Nobelprisen i 1988, omtalte Dagene som den primære inspirationskilde til sin første roman. 
    Dagene er en storslået fortælling om modigt at blive ved at kæmpe sig fremad i livet trods hårde odds, fortalt med humor og en vis ironisk distance. Værkets dybe, nuancerede menneskeforståelse bidrager til, at det opleves som relevant og berigende litteratur den dag i dag.   
    Udgivelsen er blevet til på initiativ af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, er oversat af Elisabeth Moestrup og forsynet med forord af Bjørn Bredal samt efterord af Jakob Skovgaard-Petersen.
  • Thit Jensen: Den erotiske hamster

    248,00 kr.

    I vores serie ’En klassiker til tiden’ er nyeste udgivelse Thit Jensens bestseller fra 1919 om et trekantsdrama (i dag ville man vel næsten kalde den autofiktion), forsynet med forord af Suzanne Brøgger: 

    ”Før jeg havde læst Thit Jensen, smilede jeg overbærende ad denne valkyrie med det brændte bryst, en lille tosset kone draperet i lange atlaskes gardiner pyntet med bjergkrystal. Men efter at have læst Den erotiske hamster bliver jeg øm om hjertet over denne kriger.” 
    Denne roman kandiderer til det måske fæleste mandeportræt i dansk litteraturhistorie; samtidig skrevet med syleskarpt blik for, hvad udtrykket 'kvinde er kvinde værst' kan dække over. Og vigtigst; så meget mere end et trekantsdrama bliver det, fordi det handler om hovedpersonen Dina Moes sjæl – dens himmelside og det modsatte.
  • Thomas Melle: Med verden i ryggen

    300,00 kr.
    "Barsk, men nødvendig læsning. Den anbefales til alle." Anna Møller, Kristeligt Dagblad
    "En voldsom og tragisk historie" Martin Bastkjær, Information
    "En kanonkugle af en roman" Christian Johannes Idskov, Politiken
    ”Stor litteratur” Die Welt 
    ”Et sprogmirakel” Die Zeit 
    ”Rystende, komisk, storartet” Der Spiegel
    Med verden i ryggen er den tyske forfatter Thomas Melles sprogligt tindrende, usentimentale beretning om håndteringen af sin bipolare lidelse, om personlige dramaer og langsom bedring. Bogen giver en ekstraordinær indsigt i, hvad der foregår hos en syg person, og er et korrektiv til populærkulturens stereotype fremstilling af det gale geni; beretningen om et forrevet liv, et selvbiografisk radikalt værk af højeste litterære kaliber. 
    Med verden i ryggen blev shortlistet til Deutschen Buchpreis, præmieret med Klopstock-Preis für neue Literatur og nomineret til flere andre priser. Solgt til udgivelse i 17 lande, fra Frankrig til Mongoliet.
     
     

  • Tomas Lagermand Lundme: De vindfølsomme

    249,00 kr.

    Forteltene er vindfølsomme, som beboerne. Ursula og Wolf – et par i deres næstbedste alder – har tumlet en del omkring, men er af nød omsider ved at slå ‘fastligger-rødder’ på en campingplads, med holdepunkter som hjemmelavet karrysild, blå dåseøl, schlagermusik og tordenkaffe. Så begynder det at sne. Det er, når det sner, tingene sker. Det ved enhver, der har overlevet en vinter på en campingplads et sted i Schwarzwald. Tag godt med tøj på og mød Ursula og de andre fastliggere, som langsomt kommer ud af sig selv og dermed hinanden ved.

    Tomas Lagermand Lundme (f. 1973) er forfatter, dramatiker, manuskriptforfatter og billedkunstner. Senest er udkommet rammeromanen I en verden af dråber, der ligeledes foregår i Tyskland, dog med en helt anden mørk grundtone end De vindfølsommes snehvide.