Krydsfeltet mellem tid og sted er for Iselin C. Hermann en kilde til stadig refleksion og inspiration.
I denne bogs tekster – forfatterskabets første, hvor Hermann benytter sit eget ‘jeg’ og den første novellesamling – fornemmes metronomens bevægelse mellem i går, i dag og i morgen. Generøst deles sansede øjeblikke med læseren på steder så forskellige som en gæstfri gårdhave i Damaskus, et sydsjællandsk skovbryn i skumringen, en ikke helt almindelig husbåd i Amsterdam og en tom lejlighed i København. Noget er sket, andet muligvis ikke. At være en anden og dog sig selv er det stof, fiktion er gjort af.