"Donal Ryans kakofoni af stemmer – 21 i alt – er blevet sammenlignet med andre garvede, irske prosaforfattere, men også med selveste den walisiske lyriks konge, Dylan Thomas, som i 'Under mælkeskoven' mestrer noget af det samme. Og man forstår det. Kunsten er på én gang at fortælle en samlet historie og separere stemmerne. Det lykkes flot. Ikke uden grund har Ryan vundet både The Guardians debutpris og The Irish Book Award." Kristian Ditlev Jensen, Weekendavisen

"Det er en fabelagtig bog. Lille af sideomfang men stor i klogskab ... Det er en klog bog, der efterlader dig svimmel og med meget at tænke over." Bent Stenbakken, Nordjyske Stiftstidende

”Donal Ryans virtuose debutroman er et komplekst portræt af et samfund i chok ... Ryan skaber ord og mening ud af den dybeste tavshed; hans personers vidnesbyrd klinger rigt og sandt – sjovt og gribende og banalt og ekstraordinært – og vi kan ikke lade være med at lytte” – The Guardian

”En formidabel debut” – The Telegraph

”Donal Ryan er et ægte og allerede flyvefærdigt talent” – The Spectator

Irske Donal Ryan har med sine foreløbig to danske udgivelser (Rust og Et sving mod solen) fået et stort publikum i Danmark. Med denne tredje udgivelse er der ingen tvivl om, at Donal Ryan vil øge sin popularitet: 

I 1973 tager 20-årige Moll Gladny morgenbussen væk fra landsbyen. Fem år forløber uden en lyd. Forældrene Paddy og Kit forsøger at leve med det uforståelige tab. Snakken går i det lille samfund, men også den forstummer. Så en morgen dukker Moll ganske uforklarligt op igen.

Det var nok det bedste! er en betagende, gennemillustreret bog for voksne, begået af forfatter-illustrator Dorte Karrebæk; en autofiktiv fortælling om en barndom med en døv mor, der har haft afgørende betydning for Karrebæks udvikling som billedkunstner.

En bog om at miste og savne, og med ét få sat ord på efter mange års stilhed. Samtidig et generationsportræt af de stærke kvinder, der i årene efter krigen, og inden ungdomsoprøret, aldrig fik foldet deres talenter ud, skønt de gik i frakker syet af faldskærmstof. En forunderligt smidigt fortalt billedlitterær, sanselig læseoplevelse. 

En ældre kunstner befinder sig i et kreativt dødvande og undgår tegnebordet for i stedet at søge efter fossiler ved havet. Hun foragter de andre stensamlere, dem der samler på hulsten og navnlig dem, der maler på sten. Men alle har lov til at blive klogere.

”Hun er lidt ... ikke blot usædvanlig, men hvad skal jeg kalde det – excentrisk. Jeg har hørt, at hun har en alligator som kæledyr. At hun går tur med den. Forstår du? Kort sagt,” sagde major Ilić og så mig i øjnene, ”nu ved du det hele.”

Ny bog af forfatteren til Haren med de ravgule øjne 

Statens offentlige arbejdspladser skal flyttes fra København og strøs ud over landet, for Danmarker trukket skævt. Eller er det? Måske det er en myte. Kunne myten om kløfterne mellem landsdelene snarere være grøfter, gravet af en samling hævntørstige politikere?

"Når man hen under midnat hører et gospelkor på en campingplads nær Wagga Wagga, en akustisk guitar også, unge entusiastiske mænd og kvinder, men ingen andre har hørt det, og det var mørkt og man selv måske lidt halvfuld, så får man lidt sved på panden og begynder at tænke, hvad fanden?"

”En poetisk portrætsamling, der tegner billedet af ét af vor tids største overgreb mod menneskeheden” – Mette Holm

"Linnedrummet er det lyseste på hele afdelingen. Lyset er altid tændt. Folk går herind for at græde. Det er den dulmende varme og duften af nyvasket, nyrullet sengetøj de kommer for. Lagnerne ligger sammenlagte i høje stabler. Lyset kastes tilbage fra de hvide, himmelske stakke af pertentlige spøgelser der tålmodigt venter på at folde sig ud."

Emma Glass (f. 1987 i Wales) overraskede alle med denne debutroman; en flænsende, fysisk fortælling om en voldtægts eftervirkninger (hvor hovedpersonen helt bogstaveligt må lappe sig selv sammen på forskellige måder).