

"Hver søndag tager hun fårene med ud at køre. Hun synes, det er synd for dem at være indespærret for længe ad gangen. De første par gange var de meget modvillige, men efterhånden har de lært selv at hoppe ind i bilen (...) Hun kører forsigtigt ad grusvejene, styrer udenom hullerne, holder øje med fårene i bakspejlet. Hun forsøger at variere ruten en smule fra gang til gang, hvis de husker, hvor de har været."
Sikker betaling med kort
Fragtfri levering med DAO
"En stærk og rørende beretning, som man bør unde sig selv at læse på trods af det barske indhold" Fyens Stiftstidende
"Daniel Boysen formår i romanen at skabe en meget sanselig oplevelse af at se tingene gennem barnets øjne, men erindret af den knoklede voksne krop." Anne Skov Thomsen, Nordjyske
"Der fortælles så fint - hjerteskærende, ærligt, forfærdeligt ... Jeg bleve meget berørt. Kunne ikke lægge bogen fra mig". Vibeke Holm Andersen, Bogrummet
"En af de fineste og vigtigste læseoplevelser i tiden." Trine Malene Midtgaard, Lyrik på Første
"At skrive så smukt, om noget så grimt, er kunst." Camilla Pejtersen, Kristian F. Møller Boghandel, Aarhus
★ ★ ★ ★ ★ ★ (Fyens Stitstidende)
★ ★ ★ ★ ★ (Bogrummet)
★ ★ ★ ★ ★ (Goodreads)
★ ★ ★ ★ (Nordjyske)
★ ★ ★ ★ (Jyllands-Posten)
En smuk og rystende kærlighedserklæring til en lillesøster.
Daniel Boysen (f. 1986), cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab, er en ny stemme i dansk litteratur. Ophavsmand til bl.a. Litterær Lounge, der afholder gratis arrangementer med vækstlagets forfattere (og mere etablerede) på forskellige scener i Aarhus.
"Den smukkeste udgivelse dette efterår” – Aftenposten
Tildelt den norske Bokhandlerpris som årets bedste bog.
En bevægende roman om familie på godt og ondt, om gaver, erindring og smerten ved at se et menneske man elsker forsvinde ind i den store glemsel.
"Alle tænkelige tårer er blevet kortlagt af en kunstner ved navn Rose-Lynn. Hun betragtede dem i mikroskop. Det viste sig, at tårer grædt af at skrælle løg så ud på én måde, tårer grædt af henholdsvis længsel, glæde og vrede lignede langtfra hinanden. Mønstrene varierede som landskaber set fra oven, fra snoede veje, bakker og bjerge til forhindringsbaner, snirklede stier. Det første mange tror, når de ser Rose-Lynns fotografier af tårernes topografi, er, at det er celler. Eller landskaber. Det er det også. Indre landskaber.”
Det er disse indre landskaber, Ditte Steensballe i ni noveller hudfletter og kortlægger.
Han betaler hende for en hel nat. Hun skal blot lytte på hans historie – intet andet. Han vil fortælle om Tjernobyl, om ulykken, men enetalen bliver til en samtale om drømme drømt i gruset fra en smuldret stormagt, med støvet fra et eksploderet atomkraftværk i lungerne. Drømme om en fremtid der ikke findes, om kunst, katte og kærlighed.